Kattepasning
For at jeg kan give din kat den bedste omsorg og bruge tiden på nærvær frem for at lede efter ting, beder jeg dig gøre følgende klar inden afrejse.
Inden I tager hjemmefra:
Nøgle: Sørg for at overlevere nøglen i god tid efter aftale.
Alarm og overvågning: Husk at informere om eventuel alarm eller overvågning i hjemmet. Indendørs kameraer må ikke filme eller optage under mine besøg og skal derfor være slukket, afskærmet eller indstillet, så dette undgås.
Stil de nødvendige ting frem: Gør alle de nødvendige ting synlige, eller efterlad en seddel, hvorpå det fremgår hvor jeg kan finde de nødvendige ting.
Dette skal du stille frem:
Vaccinationsdokumentation: Dokumentation for gyldige vaccinationer skal være tilgængelig ved det første hjemmebesøg og skal dække hele pasningsperioden.
Foder: Den mængde mad, der skal bruges under pasningen, sammen med fodringsanvisninger.
Kattebakke: Skovl, affaldsposer og ekstra kattegrus, hvis der skal fyldes op.
Medicin: Medicin skal være i original emballage, tydeligt mærket med kattens navn og lagt frem sammen med en skriftlig vejledning.
Godbidder: Stil gerne godbidder frem, hvis katten må få dem.
Legetøj: Stil gerne kattens yndlingslegetøj frem, så vi kan tilbyde leg og aktivering på kattens præmisser.
Rengøringsudstyr: Stil gerne køkkenrulle, klude eller andet relevant rengøringsudstyr frem, hvis der skulle ske små uheld.